ØBRO Nytår og KM 2008 – Runde 3 + 4

Så blev det dag nummer 3 ved årets turnering. Der var en masse topkampe at følge, og man kunne mærke at folk begyndte at “finde hinanden” i tabellen. Jeg har ikke været til stede under runde 4, og kun en lille del af runde 3, så denne rapport bliver ikke så fyldig. Hvis der er nogen der har kommentarer, eller evt. nogle gode observationer/tilføjelser, skal de være meget velkomne til at kontakte mig.

Og så til rapporten:

Ja, overraskelser har der været nok af. så en liste bliver det ikke til i dag. Men uden tvivl har der været en masse spændende skak. Topspillerne er begyndt at møde hinanden, og jo mere vi nærmer os slutningen af turneringen, desto mere betyder hvert eneste point. Så der bliver kæmpet på alle brætter. Lad os tage et kig på stillingen efter runde 4 i toppen af tabellen:

1. IM Esben Lund (4 p.)
2.-5. Andreas Skytte Hagen, IM Allan Stig Rasmussen, Jacob Aabling-Thomsen og FM Jacob Carstensen (3,5 p.)

Esben Lund fortsætter sin imponerende stime af 1-taller, på trods af at modstanden bliver hårdere og hårdere. Med en sejr over David Bekker-Jensen, viste Esben at han i øjeblikket er i genial form. Det bliver spændende at se om det holder turneringen ud.

picture-123

Andreas Skytte Hagen har også vist fine takter, men har dog mødt svagere modstandere. Det kan ikke fortsætte, så det bliver interessant og se hvor længe han kan holde nuværende niveau.

IM Allan Stig Rasmussen er kommet stærkt igen efter første rundes overraskende halve point. Det har dog ikke været nemt for Allan at komme tilbage, men mon ikke at rutinen og det høje ratingtal kan holde Allan i toppen af tabellen?

Jacob Aabling-Thomsen og FM Jacob Carstensen spillede begge rigtig gode partier, og endte med at tage en inbyrdes remis – en såkaldt “pølse-remis” efter få træk i runde 4. De er begge to med i kampen, og har vist stærkt spil. Det bliver interessant at følge.

Ud over de 5 første spillere, så er der en stærk forfølgergruppe på 3 point, som ligger og lurer under den solide fører-gruppe.

Og så til dagens titler!

Turneringens “stonewall”: IM Esben Lund

Esben Lund har vist stærkt spil, og har i alle partier tromlet sine modstandere i slutspillet. Det er præcis det der beskriver en rigtig “stonewall”, så Esben beholder sin titel.

Turneringens “hugorm”: Michael Agermose Nielsen

FM Jacob Carstensen er væltet af pinden. Jacob spillede igår et længere parti som endte i et tårnslutspil. Dernæst kom en pølse-remis, og det er ikke godtaget hvis man vil være en rigtig hugorm. Titlen tilfalder i stedet Michael Agermose Nielsen, som med en kongegambit slog rutinerede Jørgen Hvenekilde. Det er noget vi vil have! Michael har spillet en meget gambit-rig stil, og er derfor – indtil videre – turneringens hugorm.

Turneringens “favorit-dræber”: Sigfred Haubro

Carsten Andersen er tidligere indehaver af titlen, men er desværre gået lidt i stå. Derfor tilfalder titlen i stedet Sigfred Haubro fra BMS, som med stærkt spil mod favoritterne, er helt oppe i toppen af tabellen side om side med bla. IM Simon Bekker-Jensen.

Turneringens “udlænding”: Mstislav Efimov

Mstislav beholder sin titel. På trods af at dagens pointhøst ikke var ydermere imponerende, var det alligevel utroligt flot spillet af Mstislav der formåede at holde remis i en meget kritisk stilling mod Jan Mose Nielsen.

Turneringens “surprise-junior”: Bjørn Møller Ochsner

Bjørn har ved imponerende godt spil fået skrabet hele 3 point sammen. Det er fantastisk flot af en spiller der ligger godt nede i tabellen, så det fortjener helt sikkert titlen som turneringens “surprise-junior”.

Turneringens “om’er”: FM Per Andreasen

FM Per Andreasen ser ikke ud som om han har fundet formen, så uden tvivl må denne meget triste titel tilfalde Per endnu en gang.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.