ØBRO Januar Hurtig 2010 – Slut

logo

Mandag blev de afsluttende fire runder af januar-hurtigturneringen spillet.

Søren Bech lignede inden aftenens afgørelse en klar kandidat til turneringssejren med flotte 5p./5 efter den første aften. Han var tilmed et helt point foran Christian Sylvester, som han endda havde slået i 3. runde.

Men Søren havde en decideret offday – og der blev derfor særdeles stor spænding om udfaldet i toppen af gruppen.

I 6. runde (aftenens første) fik Ole Bo skovlen under Søren – og i runden efter måtte han ned mod Henrik Porte. Dermed var turneringen helt åben inden de sidste to runder.

I mellemtiden havde Christian tabt til undertegnede (mit bedste parti!) – men vundet i 7. runde. Mens Niels Kristian Kragh og Henrik Porte, som begge havde en skidt første-aften, havde vundet begge runder og dermed også havde indhentet Søren.

I 8. runde faldt Henrik imidlertid fra – og inden sidste runde lå således både Søren, Christian og Niels Kristian på 6 point med en marginal bedre korrektion til Niels Kristian trods Sørens konstante topplacering undervejs.

Søren fik den sværeste rundelægning i sidste runde – nemlig mod Nils Petersen – mens Christian og Niels Kristian skulle møde hhv. Lars-Emil og Mads Holger. Denne rundelægning flyttede korrektionspointene på en sådan måde, at Christian nu var i spidsen på den konto!

Både Christian og Niels Kristian vandt deres parti – men Søren måtte nøjes med remis mod Nils P. efter en hidsig afslutning! Ved fintællingen viste det sig, at Christian havde den bedste (anden!) korrektion – og løb derfor med sejren! Tillykke!

Listen over præmietagere (med nærmeste efterfølger i parentes):

Vinder af ØBRO Januar Hurtig 2010:
1. Christian Sylvester 7 p.
(Niels Kristian Kragh 7 p.)

Ratinggruppe 1900-2050:
Nils Petersen 5½ p.
(Mads Holger Jacobsen 4 p.)

Ratinggruppe 1700-1900:
Sixten Thestrup 5½ p.
(Søren Møller Hansen 5 p.)

Ratinggruppe 1500-1700:
Ted Sandbech 4 p.
(Johann Stanislaus 3½ p.)

Ratinggruppe <1500:
Kristian Aa Rasmussen 1 p.
Med trøstpræmie til Boris Kudryashov

Tak for en god og spændende turnering – husk, at vi holder tilsvarende turnering over to mandage den 8. og 15. februar kl. 19.30. Og husk også vores nye tiltag med skaklørdage, som starter 6. februar.

På gensyn
Søren Møller Hansen (Formand)


Den 18. og 25. januar spilledes ØBRO januar hurtig 2010. Jeg er blevet
bedt om at berette lidt om hvordan jeg oplevede turneringen.

Turneringen havde deltagelse af 16 spillere lige fra friske fisk til
gamle hajer. De sidste var i overtal, og fiskene havde det hårdt, men
lærte forhåbentlig en masse. Som en af de gamle hajer forudså jeg også
en hård turnering – af flere grunde. For det første så spiser hajer jo
ikke kun fisk, de går med umættelig appetit løs på alt hvad der
bevæger sig, også hinanden, og kontingentet af hajer, med Don Bech i
spidsen, så både skræmmende og sultne ud. For det andet har jeg i
snart flere år ikke haft tid til at spille turneringer overhovedet, og
var derfor temmelig rusten, og for det tredje er jeg jo efterhånden er
blevet en lige lovlig gammel haj.

Deltagerlisten så således ud:

1 Søren Bech Hansen
2 Christian Sylvester Christensen
3 Ole Bo Andersen
4 Sixten Thestrup
5 Niels Kristian Kragh
6 Søren Møller Hansen
7 Henrik Porte
8 Lars-Emil Woetmann Nielsen
9 Mads Holger Jacobsen
10 Nils Petersen
11 Ted Henrik Sandbech
12 Peter Dürrfeld
13 Henning Lauritsen
14 Johann Stanislaus
15 Kristian Aa Rasmussen
16 Boris Kudryashov

I første runde mødte jeg en af de friske fisk, en sympatisk herre ved
navn Kristian Aa Rasmussen. Jeg var så fræk straks at sætte tænderne i
hans ene testamentebonde, og han var venlig nok til at undlade at
straffe mit overmod. Hvis han havde ofret endnu en bonde kunne han
have fået farligt initiativ, men jeg slap med skrækken. I stedet kom
vi ud i et slutspil, og med min ekstra bonde lykkedes det mig at
vinde.

I anden runde fik jeg en af ØBROs unge talenter, Sixten Thestrup.
Sixten er en farlig spiller, og når vi spiller lyn får han ofte ram på
mig med sit fantasifulde angrebsspil. Heldigvis var det hurtigskak, og
så er der lidt bedre tid til at opdage hans køllesving inden de lander
på éns næse. Sixten spillede en Reti, og ofrede nogle felter i centrum
i håb om dynamisk kompensation. Jeg skyndte mig at invadere på de
svage felter mens Sixten forsøgte at få sin dynamik til at
materialisere sig i en kombination på kongefløjen. Mit spil på de
svage felter i centrum viste sig hurtigt at være det stærkeste, og
pludselig havde jeg en kombi som sugede hans konge ud på e5, hvor den
blev mat.

I tredje runde havde hajerne fået ædt sig igennem de nærmeste fisk, og
begyndte at svømme ind i hinanden. Jeg fik den lokale überhaj, Don
Bech, og snart var vi i gang med hans trofaste Leningrad. Jeg har
altid haft en fornemmelse af at hollandsk er suspekt. Sorts svageste
punkt i udgangsstillingen er de hvide felter på kongefløjen, og med
1…f5 svækker han dem yderligere. Det må simpelthen være forkert, men
jeg har aldrig kunnet demonstrere hvordan hvid skal udnytte det. Jeg
har forsøgt forskellige varianter med et tidligt e4 eller g4 for at
give hvid adgang til svaghederne, og det virker fint mod de fleste,
men Søren har flere gange vist at han mestrer den svære kunst at holde
sammen på den sorte stilling. Det kan selvfølgelig skyldes at jeg ikke
spiller de resulterende stillinger rigtigt, men det er også muligt at
det slet ikke er måden at straffe sorts åbning på. Endelig er det
naturligvis også tænkeligt at 1…f5 simpelthen er et fint træk og der
ikke findes nogen måde at straffe det på. Men jeg tvivler. Det kan
ikke være rigtigt at man kan spille sådan.
Hvorom alting er så besluttede jeg mig til at forsøge at vente med e4
til efter jeg havde færdiggjort min udvikling. Problemet med det er
selvfølgelig at sort så også får tid til at færdiggøre sin udvikling,
så da jeg var klar til at spille e4, var Søren klar til at modtage
det, og åbningen af stillingen endte med at favorisere ham. Så det
virker altså heller ikke, må man konstatere. I en ulden stilling
spillede jeg hurtigt forkert, tabte en kvalitet og måtte strække
våben. Hollandsk er en i høj grad irriterende åbning. Og Søren spiller
den irriterende godt.

Efter tre runder var stillingen således den at de to højstratede, Don
Bech og Niels Kristian Kragh, havde lagt sig i spidsen med 3 af 3, og
vi var en gruppe af forfølgere på 2.

I runde fire var jeg hvid mod Nils Petersen. Han spillede Nimzo, gav
mig en dobbeltbonde i c-linien og gik i gang med at hübnerficere mit
centrum med d6 og e5. Til gengæld kom jeg farende på kongefløjen med
f4 og havde skumle planer om at slå på f7. Pludselig kom der en sort
løber på afveje på h5 og jeg omringede den med g4. Så havde jeg en
officer mere, men Nils fik mine eneste to kongefløjsbønder for den, så
der var en del gennemtræk omkring den hvide majestæt. I en del træk
diskuterede vi hvem det egentlig var der angreb på kongefløjen, men
efterhånden blev det klart at det var hvid. Helt generelt kan man sige
at det selvfølgelig ikke er så rart hvis man mister kongens
bondeskjold, men hvis man har overlegen officerskontrol med den
relevante sektor betyder det ikke så meget. Sektorkontrol kan træde i
stedet for bondeskjold, men har selvfølgelig den ulempe, at
officererne derved bliver lænket til den pågældende sektor, hvilket
kan give andre problemer. Men ikke i dette parti. Kongefløjen er hvids
naturlige arena i hübneragtige stillinger, og der er ingen grund til
at forlade den. Det lod jeg være med, og min merofficer afgjorde
efterhånden partiet.

Samtidig vandt Don B over Niels Kristian og lagde sig dermed alene i
spidsen, mens Niels Kristian sluttede sig til gruppen af forfølgere.

I femte runde fik jeg Niels Kristian. I en chigorin var det
strategiske tema det samme som i sidste runde, dvs. løberpar vs.
dobbeltbonde, blot var min dobbeltbonde denne gang i f-linien. Lad os
se det:

1.d4 d5 2.c4 Sc6 3.Sf3 Lg4 4.cxd5 Lxf3 5.gxf3 Dxd5 6.e3 e6 7.Ld2!?

Picture 1

Jeg kender ikke teorien i chigorinvarianten og spiller bare naturlige
træk, og mit sidste lader til at være en TN – det findes i hvert fald
ikke i min database. Det er uden tvivl dårligere end hvad stormestrene
spiller her – de spiller 7. Sc3 – men det er bestemt ikke uden logik,
og kan ikke være decideret skidt. Sorts dame er aktiv på d5 og peger i
alle retninger. Jeg vil tage feltet fra hende med Sc3 og hvis jeg
spiller det direkte svarer sort Lf8-b4xc3. Hvorfor så ikke Ld2 først?
Den har alligevel ikke nogen bedre steder at stå. Efter partiet sagde
Niels Kristian at dette træk havde forvirret ham, og set i det lys har
Ld2 jo opnå alt hvad man kan ønske.

7…Lb4 8.Lxb4 Sxb4 9.Da4+

Picture 3

For at forhindre c7-c5.

Jeg er ikke helt sikker på trækfølgen i det følgende – det var jo
hurtigskak og var dermed uden noteringspligt, så jeg sidder her ugen
efter og forsøger at huske hvordan det kom, men det var vist som
følger:

9…Sc6 10.Lg2 Dg5 11.0-0 Sge7 12.Kh1 0-0 13.Sc3 Tfd8 14.Se4 Dg6

Picture 4

15.Tfc1 Td5 16. Tc5 Tad8 17. Tac1 Sf5 18. f4 Txc5 19 Sxc5 Sh4 20. Le4 Dh5

Hvis i stedet 20…f5 var planen 21.Lxc6 bxc6 22.Dxc6 med dækning på checken.

21.Dd1

Nu kommer dronningen hjem og dækker alt.

21…Dxd1+ 22.Txd1 Tb8 23.Td2

23.Sxb7 duer ikke så længe der hænger på b2.

23…Sd8

Picture 6

Dette slutspil er ganske ubehageligt for sort – alle hvids officerer
er bedre end deres sorte modstykke, og jeg mente selv at have pæne
gevinstchancer her.

24.Kg1 Sg6 25 Kf1

Kom, skal vi ikke gå ind i centrum med kongerne?

25…Kf8?

Så skidt, da

26.Sd7+ opgivet.

Picture 7

Hov, hvor kom den fra?

Jeg tror at Niels Kristian her blev offer for en særlig form for
blindhed som jeg har observeret utallige gange i årenes løb både hos
mig selv og hos andre – også hos temmelig stærke spillere, som i dette
tilfælde. Springeren på c5 har i adskillige træk truet med at gå til
b7, og Niels Kristian har koncentreret sig om at dække det, og
efterhånden bliver sindet så fokuseret på at forhindre springeren i at
hoppe til b7, at man helt glemmer at den også har andre muligheder.
Hov – kunne den også gå til d7? Jamen, var den ikke på vej til b7?

Anyway – sort havde selvfølgelig bedre end Kf8, men med gevinstchancer
sker der forbavsende ofte det at de materialiserer sig hurtigere end
man tror. I en dårlig stilling er det svært at finde gode træk. Og
dermed endnu en pind til mig.

Efter førstedagen var situationen således den at Don Bech havde gjort
rent bord med 5 af 5 og dermed lå sikkert i spidsen. Lige efter åndede
jeg ham i nakken med 4 af 5 og efter mig lå adskillige forfølgere på
lur med 3½ og 3.

I sjette runde fik jeg Søren Møller, og vi fik hurtigt en
carlsbadstruktur, som jeg har spillet begge sider af mange gange og
føler mig fortrolig med. Jeg spillede imidlertid lidt for frækt i et
forsøg på at få fordel og formanden straffede det med forrygende spil
og jeg blev snydt på kryds og tværs. Da mine officerer begyndte at
falde af var mit eneste håb at vi begge havde meget lidt tid tilbage –
jeg tog resolut min konge og forlod min rygende ruinhob af en
stilling. “Dead man walking” tænkte jeg og stormede ud på brættet mens
jeg trak så hurtigt jeg kunne i håb om at hans vinge ville falde inden
han nåede at sætte mat. Men ak. Antallet af mine skridt stod ikke mål
med antallet af hans sekunder, og så var der skak, mat, og en bolle
til mig. Øv.

I syvende runde var jeg hvid mod Ole Bo. Åbningen forløb som følger:

1.d4 Sf6 2.c4 c5 3.d5 b5 4.cxb a6 5.bxa Lxa6 6.b3 g6 7.Lb2 Lg7 8.g3 d6
9.Lg2 0-0 10.Sf3

Picture 8

I denne stilling spiller hvid normalt Portisch’s plan og sætter
springeren på h3 for at kunne dække d5 fra f4, men ved brættet fik jeg
en anden ide.

10…Sbd7 11.0-0 Sb6 12.Se1

I min database er dette en TN. Ved nærmere eftersyn tror jeg ikke det
er godt, men hvis jeg får lov at realisere min ide, så er det.

12…Ta7

Sort følger en standardplan som har til hensigt at trykke på d5 og
dermed tvinge hvid til at spille e4, hvorefter svækkelsen af d3 giver
sort kompensation for den ofrede bonde. Det er imidlertid netop denne
plan min ide er rettet imod.

13.Sc2 Da8 14.Se3 Lb7 15.Sc3

Den kritiske stilling. Det ser ud som om sort kan slå på d5 fordi der
hænger på b2, men sort har også taktiske svagheder på b6 og e7, og det
er ikke let at overskue.

15…Te8?

Bonden på e7 er bundproppen i sorts stilling, og Ole Bo frygter at den
kommer til at hænge med skak når han slår b2, så han skynder sig at
dække den. Uanset om det passer eller ej, så har sort, som Ole Bo
bemærkede efter partiet, ikke andet valg end at kaste sig ud i
komplikationerne og slå på d5. Han må ikke tillade hvids følgende.

16.Tb1!

Eftersom han brugte et træk på at dække sin taktiske svaghed fik jeg
også et træk til at dække min, og dermed er hvids strategiske ide
fuldbragt. Sort kan hverken lægge mere pres på d5 eller a2 og kan
heller ikke spille c5-c4. Selv g2 er dækket. Med andre ord: sorts
kompensation for bonden er fuldstændig forsvundet, og hvid har bare en
bonde mere.

Ole Bo forsøgte sig med

16…e6 17.fxe Txe6 18.a4 Lxg2 19.Sxg2 d5 20.Sf4 Te7 21.Dc2 c4

men det lykkedes ham ikke at forstyrre tingenes normale udvikling, og
vi endte i et slutspil som hvid vandt med sin ekstra bonde.

Efter partiet gik det op for mig at Søren havde en off-day og havde
spillet dårligt i både runde 6 og 7, hvor han havde tabt til
henholdsvis Ole Bo og Henrik Porte. Pludselig var turneringssejren
igen i spil – med ét var jeg med i en gruppe af spillere på +3 som
delte førstepladsen.

I ottende runde havde jeg sort mod Henrik Porte, som netop havde slået
Søren. Vi spillede en nimzo, og jeg ofrede løberparret, som man jo
plejer i den åbning, til gengæld for udviklingsforspring og et par
aktive springere. Lad os lige se åbningen.

1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sc3 Lb4 4.Dc2 d5 5.e3 0-0 6.Sf3 c5 7.dxc Sa6 8.a3
Lxc3+ 9.Dxc3 Sxc5 10.b4? Sce4 11.Dc2

Picture 9

Der findes et enkelt parti i min database (Diaz 2046 – Aguirre 2217)
hvor spillerne nåede denne stilling, og her blev der spillet
11…dxc4.

Undskyld mig, spurgte hunden, men skal vi ikke lige prøve

11…Sg4

Hvad vil du nu gøre?

Henrik forsøgte

12.Ld3 Sgxf2 13.0-0 Sxd3 14.Dxd3 b6

Picture 10

Det er lykkedes hvid at få en smule dynamisk kompensation for det
tabte materiale men det bør ikke være tilstrækkeligt. Den primære
trussel er løberen på b2 som ikke har nogen modstander. I det følgende
lykkedes det mig at få neutraliseret den med f6 og e5 hvorefter jeg
fik klar fordel. Det lykkedes imidlertid Henrik at vriste partiet ud
af dets naturlige forløb med en snedig fælde, som jeg var så
uforsigtig at hoppe i, og det kostede mig desværre en ren officer.
Hovsa. Heldigvis var min stilling så tilpas god at det selv med en
officer mere ikke var så simpelt for Henrik at vinde – specielt ikke
da han havde dårlig tid. Det fik jeg imidlertid også hurtigt af mine
forsøg på at holde sammen på stumperne og vi endte i et vildt
tidnødsdrama. I den sidste hektiske fase blev der vist begået
alvorlige fejl på begge sider, men det kan jo ikke undgås i den fart.
Undervejs var jeg så heldig pludselig at få fat i et løst tårn, og
kort efter fandt jeg sørme også en mat, og så var det parti slut. Så
den fine start endte alligevel med et point på kontoen, omend et ikke
helt stilrent ét af slagsen. Men et point er et point, og herefter var
vi et trekløver på +4, Søren Bech, Niels Kristian og mig selv. Desuden
lå landet nu sådan at alle i førergruppen havde mødt hinanden, så vi
skulle alle have en på papiret overkommelig modstander i sidste runde.
Det var heromkring det begyndte at gå op for mig at jeg havde en reel
chance for faktisk at vinde. Men først skulle jeg lige have skovlen
under min modstander i niende og sidste runde. Det viste sig at være
ingen ringere end vores officielle klub-digter Lars Emil, og jeg fik
sort. Han spillede noget hjemmebryg, som vist ikke var helt stuerent,
og jeg svarede lidt famlende men endte alligevel med at opnå fordel.
Pludselig glemte jeg imidlertid at tårne også kan gå sidelæns, og så
røg der to tynde for en tyk. Det var ikke så godt, men heldigvis havde
jeg en stærk fribonde i centrum, og samtidig var hvids officerer
midlertidigt ukoordinerede. Jeg skyndte mig derfor at storme afsted
med bonden inden han fik sig organiseret, og pludselig kostede det en
officer at undgå at den løb ned, og med ét gjorde den det endda
alligevel, og så havde jeg en dronning mere.

Niels Kristian vandt også, men Don Bech snublede mod Nils Petersen og
måtte nøjes med remis, og dermed var mig og Niels Kristian de eneste
på +5.

Efter lidt votering med klubbens computer kom formand Hansen ud fra
kontoret og vi samledes i spillelokalet hvor det bekendtgjordes at min
korrektion sørme var marginalt bedre end Niels Kristians, og at jeg
derfor havde vundet ØBRO hurtig 2010 med 7 point af 9 mulige.

Efter tre års turneringspause tror jeg det kom som en overraskelse for
de fleste, ikke mindst for mig selv. Endnu mere overraskende var måden
det kom i stand på. Grunden til alle syv gevinster blev lagt med
positionelle og tekniske midler, og blev ofte realiseret i slutspil,
og selv mine to tabspartier mod de to Søren’er var positionelle,
forskellen var blot at der var det mig der fik en lektion. Kendere af
min spillestil vil vide at det bestemt ikke er business as usual. Min
lange pause må have rystet et eller andet rundt inde i mit hoved. Det
sidder ikke helt som det plejer.

Som altid foregik hele turneringen i en god og venskabelig stemning,
og jeg kan kun udtrykke min fulde tilfredshed med arrangementet, med
arrangørerne og – især – med resultatet! Hurra for det! Og tak for de
mange, gode præmiepenge – de faldt på et tørt sted. 😉

Christian Sylvester Christensen