Webmasteren
ØBRO 2 mødte i anden runde af holdturneringen AS04 2. En kamp som desværre blev tabt 5-3. Her følger et kort overblik over kampenes udfald:
På bræt 1 spillede Nils Petersen mod AS04s førstemand. Nils havde de sorte brikker og partiet udviklede sig i fornuftig retning. Der blev afviklet til slutspil, hvor ingen var i tvivl om at Nils havde en solid fordel. Modstanderen havde ingen tid tilbage, men pludselig var Nils ved at gå selvmat! Nils var smart og tilbød remis, og modstanderen, der ikke havde tid til at finde matten, måtte tage imod med kun 5 sekunder igen. Sikke et drama!
På bræt 2 mødte Martin Reib op, og var færdig kort efter. Der blev spillet 5-6 træk og en remis blev aftalt. Begrundelsen for den hurtige pølse-remis kan man selv spørge Martin om 🙂
Nils Kirkegaard havde godt fat med de sorte brikker på bræt 3. Der blev ofret en bonde for initiativ, og modstanderen røg da også i boksen. Da hvid stadig ikke havde udviklet alle sine brikker og kun havde 2-3 minutter igen synes en sejr til Niels inde for rækkevidde, men pludselig fik hvid konverteret materialefordelen til en voldsomt angreb, og Niels måtte give op. Øv!
På bræt 4 spillede Andreas Ertbjerg som vanligt friskt fra hoften. Det viste sig at være ganske fornuftigt, og Andreas fik en solid fordel. Da røgen lettede stod Andreas i et tårnslutspil med to rene merbønder. Hvordan det lykkedes Andreas at tabe skal jeg ikke kunne forklare, men der er vist ingen tvivl om at slutspilsbøgerne skal konsulteres på den konto. Øv!
Sietske Greeuw spillede reservepladsen på bræt 5. En meget rolig englænder blev besvaret lige så roligt af Sietske, og da der blev afviklet til slutspil blev der delt i porten.
På bræt 6 spillede undertegnede med de hvide brikker. Det skulle vise sig at blive et drama! Alle partier var færdigspillede, da tidsnøden indtraf. Inden da skal det siges at jeg havde 15 min tilbage på klokken, mens modstanderens vinge begyndte at røre på sig. Med overskud på klokken og i stillingen blev der slappet af, men pludselig var min vinge næsten faldet! Afslutningen behøver vist ingen kommentar:
Hvid (undertegnede) i trækket. Begge spillere med under 20 sekunder tilbage. Hvid har flere måder at vinde på. Både 40. Te1 og især 40. Dc7 er den sikre vej til gevinst. Sort har ikke noget i sit angreb. Alligevel formår jeg i tidsnøden at spille 40. Df6?? som promte blev besvaret med 40…., gxf3! UPS! Hvid gik mat trækket efter. Igen blev vi slået på et af brætterne hvor vi var favoritter.
På bræt 7 blev Peter Dürrfeld presset hurtigt tilbage på banen, og pludselig var der en officer tabt! Peter udnyttede dog smart at modstanderen spillede a tempo i en gevinststilling, og pludselig var der evigskak. Flot set, men ærgerligt at vi ikke kunne få det hele point på endnu et af favoritbrætterne.
Antti-Pekka Jauho stod for holdets eneste gevinst på bræt 8. Antti spillede meget solidt. Jeg fik ikke set hvad der skete til sidst, men resultatet blev at Antti i tidsnøden vandt på tid. Antti er suverænt bedst scorende allerede efter anden runde med 2/2! Flot!
Alt i alt en meget skuffende kamp i en række hvor vi er klare favoritter. Der er ikke andet for end at samle tankerne og se frem mod næste match på hjemmebane mod K41.