DM i Skoleskak 2009
-Af Martin Reib
Sidste weekend i november bød John Dahlberg og hans hjælpere velkommen til 36. udgave af DM i Skoleskak – han har stået som hovedarrangør hver gang det er blevet afholdt, en imponerende bedrift!
I år var Øbro repræsenteret af seks børn, fem forældre, samt to trænere. To af børnene var debutanter, og fem af de seks var yngste årgang i deres respektive aldersgrupper. Målsætningen var derfor en hyggelig tur, muligvis med dæmpede ambitioner, rent resultatmæssigt.
Vi ankom stands- og planmæssigt lørdag ved middagstid – endnu en gang stor tak til de tre chauffører, Hjaltes far Henning, Jacob og Nikolajs far Lars, og den benhårde træner Mathias.
Drengenes resultater var som følger:
Hjalte Skov Henningsson spillede i gruppe D, og var med i topstriden hele vejen. Efter flere imponerende enkeltresultater (bl.a. remis mod en spiller med 1647!), mødte han i sidste runde den senere nr. 2, stortalentet Jonathan Bräuner (rating 1836), og fik en bolle. Slutresultatet blev 4½/8 mod stærk modstand, hvilket indbragte en 11. plads og et keramiktårn til skrivebordet. God turnering!
Jacob Wielandt Jensen spillede i gruppe E, og kom stærkt igen efter en mareridtsagtig start med to korte rokader (0-0-0-0). Jacob leverede en fin spurt med 2½/4 i de sidste runder, hvilket gav en slutplacering som nr. 32. Flot kommet igen!
Noah (sort) i aktion ved lynmesterskabet. Bagerst er Samuel også på sejrskurs med de hvide brikker.
Noah Saugmann Tuxen deltog for første gang til DM, i gruppe E, men var advaret på forhånd om de mange mennesker, den megen støj, osv. Selv om han kun har gået til skak i et par måneder er det tydeligt at Noah har talent for spillet, hvilket han også viste med resultatet 4/8 og en 17. plads. Ved DM i lyn om aftenen fik Noah meget flot en 2. plads – tillykke! Til næste DM har Noah spillet fem gange så lang tid som nu – imponerende!
Samuel May deltog i gruppe E, og var forsvarende DM i lyn, og det lykkedes minsandten at genvinde titlen – oh yeah, DM til Øbro! I den rigtige turnering fik Samuel 4/8, hvilket gav en 19 plads. Tilykke med titlen!
Samuel (hvid) i dyb koncentration i sluspillet.
Gabriel Gyaljen i gruppe E blev Øbros topscorer med 5/8 mod stærk modstand. Det gav en 12. plads og et keramiktårn i præmie. Godt klaret! Ved lyn-DM blev Gabriel nr. 3 – så der stod Øbro på hele medaljeskamlen. Vi spiller nok også mere lyn end de fleste andre…
Gabriel (sort) med sin juice på plads og klar til kamp!
Nikolaj Wielandt Jensen deltog i yngste gruppe, F-gruppen, og fik under turneringen lært at notere sine partier, og det endda i en alder af kun seks år – trænerne er imponerede! Dette medførte en ekstrapræmie, idet Nikolaj i næstsidste runde noterede så ivrigt og grundigt at han endte med at tabe på tid. Ved præmieoverrækkelsen blev denne historie fortalt, og alle klappede af den unge mand der noterede så flot. Det gav en Lego-præmie, som vi fra bilen bagved kunne se blive viftet ivrigt rundt det meste af vejen. Nikolaj fik 4/9, hvilket gav en samlet 21. plads, og det var flot!
Nikolaj (sort) overvejer om der et bedre træk end Lxc3!
Til næste år kan de fem yngste spille i samme gruppe som de gjorde i år, da grupperne består af to årgange. Og eftersom den ældste halvdel således er sorteret fra, vil vi naturligvis satse på at gentage sidste års succes, hvor det lykkedes os at drage hjem med bl.a. en 2. plads og to 3. pladser.
I pausen bliver der spillet lynskak! Fra venstre: Noah, Samuel og Gabriel
Alle havde en rigtig god tur og hyggede sig, både under og mellem partierne. Og der blev fra andre trænere og forældres side lagt meget mærke til hvor søde og rare Øbros drenge var, og hvor gode de fungerede socialt med hinanden og de øvrige deltagere. Trænerne er pavestolte – tak for en god tur alle sammen!
-Martin Reib Petersen