Frederiksberg 3 – ØBRO 2

dsu_logo

Af Formanden

Kampe i første runde er altid præget af stor spænding – hvordan kommer vi fra start? – er vi rustne efter en lang pause? – er modstanderne stærkere end deres ratingtal tilsiger? – er resultatet med pil-op, pil-ned eller midt imellem? – etc.

Onsdag aften mødte vi Frederiksberg i deres nye, gode og varme lokaler på Nordre Fasanvej. På papiret var vi klare favoritter med typisk 200-300 mere i rating på alle brætter. Vi kunne således have en forventning om en stor sejr – det fik vi også, men der skulle kæmpes hårdt for det undervejs!

Første parti, som blev afsluttet var Anttis på bræt 8. Han spillede solidt og fik opbygget en god stilling – og inden længe missede hans modstander en trækfølge, hvorved Antti scorede en officer og hele pointet. 1-0 til ØBRO.

Næste mand færdig var Niels på 3. bræt. Han stod noget tvivlsomt efter åbningen med en udsat kongestilling og visse problemer med at få et gennembrud. Men på et kritisk tidspunkt glipper det for hans modstander med at holde en livsvigtig d6-bonde – og herfra var det spil til et mål. 2-0.

På 1. bræt spillede Nils’ modstander en opstilling med bl.a. b6 og Lb7 mod engelsk. Det blev meget lige hele vejen – og videre i slutspillet, hvor det endte med at Nils havde K+D og en randbonde mod K+D efter to bondeforvandlinger. Det kunne ikke vindes – og hermed kom også Frederiksberg på tavlen. 2½-½.

Peter på 7. bræt kom fint fra åbningen med en opstilling med g3, Lg2 og inden længe et f4-fremstød. Hans modstander bed dog godt fra sig – og vandt en bonde og fik modspil – og jeg var i tvivl om Peter kunne holde sammen på det. Peters angreb blev lige pludselig endog særdeles farligt og afslutningen var nice:


durrfeld

Sort trækker. Hvid (Peter) truer (udover Txf8) med Dxh6 efterfulgt af Th7 mat! Sort prøver en sidste desperat chance: 1…Txh3? men alt andet er også i ret håbløst i længden. 2.Dxh3,Txf7 3.gxf7,Dxe7 4.Dc8+! (snart game-over),Kh7 5.f8S+! (den var sød!),Kg8 6.Sg6+,Kf7 7.Sxe7 og Sort gav op kort efter. 3½-½.

Sixten på 6. bræt spillede fornuftigt, men uden at være totalt prangende. Et godt stykke henne i partiet ved overgang til et tårnslutspil vandt han afgørende en bonde, så det var tårn og 5 bønder mod tårn og 4 bønder. Det forstod Sixten langsomt men sikkert at udnytte – og dermed endnu en sejr til ØBRO. 4½-½.

Claus på 4. bræt var også ude i et slutspil, som i begyndelsen var K+L+L+S og 5 bønder på hver side. Efter forskellige afviklinger endte det med K+ligefarvet løber+3 spredte bønder på hver side – og det bevægede sig på intet tidspunkt i nærheden af en gevinst for nogen af parterne. Remis og 5-1.

Sietske på bræt 5 havde efter kort tid en ganske overbevisende positionel fordel (plus en bonde oven i købet) – og jeg forventede faktisk en relativ hurtig gevinst. Det viste sig imidlertid at være mere langsomt end ved første øjekast, men sejren blev dog meget sikkert kørt i hus til sidst. Efter to nederlag i træk i Divisionsturneringen og for 3.holdet tidligere på ugen for hende, lunede det med et helt point igen – sådan! 6-1.

Sidste mand var Martin på 2. bræt. Han havde i åbningen været på dronningeudflugt og gaflet en bonde, men med tab af udvikling til følge. Han fik det meget svært og måtte give en kvalitet for at forsøge at holde nogenlunde sammen på stillingen. Det så længe ud til tab, men Martin – ekspert i at fighte og fuske i vanskelige stillinger (specielt når tidnøden sætter ind!) – klarede skærene og holdt remis.

Slutstillingen blev 6½-1½. En særdeles god sejr og start på holdskaksæsonen for 2.holdet i kampen for at rykke op i Mesterrækken, som vi så bitterligt måtte forlade efter sidste sæson… Der mangler stadig at blive banket lidt rust af her og der – men jeg synes, at vi er særdeles godt på vej og ser frem til de næste kampe på hjemmebane mod AS04 og K41 inden jul.