ØBRO godt fra start i Skakligaen. Også gode takter fra øvrige ØBRO hold.

Skakligaen startede med en dobbeltrunde i Køge. Her gjorde ØBROs 1. hold sig godt bemærket med en tennis sejr på 6-2 over BMS og et knebent nederlag til Jetsmark på 3½-4½.

I lørdagens kamp mod Jetsmark var det især Karsten Larsen og Casper Dahl Rasmussen, der gjorde en god figur med sejre. Mads Smith Hansen, debutant Brian Jørgen Jørgensen og Thomas Schou-Moldt spillede remes.

Om søndagen blev ærmerne smøget op, så de nærmeste konkurenter til nedrykning fra BMS kunne få nogen hug. Her var det specielt Viktor Haarmark Nielsen, Karsten Larsen (igen!), Carsten Simonsen, Brian Jørgen Jørgensen, Thomas Schou-Moldt og Niels Bindzus, der var ude med riven med gevinster. Remiser er for tog, ikke for ØBROer!

I 2. division spillede ØBRO 2 mod BMS 2, og også her fik BMS smæk. Her var sejren dog begrænset til 5-3. Ingen remiser og sejre til Niels Skou (debut for ØBRO!), Jesper Vej, Thomas Vils Pedersen, Alena Ayzenberg (også debut) og Max Hansen.

ØBRO 3 spillede sandelig også mod BMS 3 og vandt også. Denne gang knebent med 4½-3½. Forhåbentlig er BMS ved at udvikle et ØBRO kompleks! Der blev spillet en enkelt remis ved Mihai Ursta Anghel, mens Søren Bech Hansen, Martin Reib Petersen, Morten Renneberg og Kasper Møller Jørgensen tog hele stik hjem.

Først med ØBRO 4 blev det til et nederlag. Nørrebro 2 var en lidt for stor mundfuld og vandt med 3-5 og det endda i ØBRO? Sejrene stod Søren Mourad Petersen og Peter Koefoed for, mens Holger Lodahl og Tommy Jensen holdt remis.

ØBRO 5 holdt til gengæld stilen med en kneben sejr på 4½-3½ hjemme over Brønshøj 4. Her brillerede Jacob Krog, Jens-Ole Næsborg (debutant for ØBRO!), Mads Bæk Lynderup og Martin Ulrik Sdun med sejre, mens den gevinstgivende remis blev hevet hjem af Kristian Coff.

Hos ØBRO 6 var der ingen slinger i valsen med en sikker 5½-2½ sejr på udebane i Ishøj. Her vandt Jens Emborg, Philip Ahle Erichsen, Kasper Rolf Larsen, Jakob Lunøe og Jakob Kjær-Andersen. Claus E. Mikkelsen stod for den enlige remis.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.