ØBRO 2 måtte i går aftes nøjes med 4-4 hjemme mod Amager 1. Vi burde nok have vundet 4,5-,3,5. Mange af brætterne var spil til eet mål. Peter Wieth spillede a3-siciliansk mod Nils, der i vanlig stil tog bonden, men så stillede Peter sig helt forkert op og Nils vandt uden de store problemer. Flot! På andetbrættet hev Dürrfeld en hurtig halv mod John Holm – selvom Dürrfeld vist stod i underkanten. Udmærket at hive i nødbremsen på det tidspunkt, selvom det jo ikke lige er ØBRO-ånd ikke at slå med kølle. På tredjebrættet havde Andreas et dårligt midtspil pga. modstanderens løberpar, der bare skulle vækkes til live ved at åbne stillingen. Det skete dog ikke og Andreas fik afviklet, vandt en central bonde, fik afspærret modstanderens konge og satte mat med få sekunder igen – som han plejer. På fjerde bræt fik skete følgende for Reib, citat: “Jeg ofrede en bonde for at give modstanderen angrebschancer.” 0-1. På femte bræt stod Sixten ret suspekt mod Daniel Kokholm og måtte bide græs trods stædig fight. På sjette bræt udspillede Ebbe Carsten Henriksen og havde i midtspillet med en snedig taktisk sekvens vundet en mer-fribonde med vundet slutspil til følge. Ebbe er dog lidt rusten efter over et halvt år uden koordineret skak, så han missede den rimeligt enkle vindende fortsættelse og begik kort efter yderligere en fejl, som tabte en bonde og måtte nøjes med remis. “Herre nederen!”, som Sixten siger. På syvende bræt fik Antti hurgtigt en bolle. Søren Møller stod overvælende på ottende bræt mod unge Mark og daskede da også knægten over hovedet med den ene officer efter den anden; 1-0. Alt i alt en god fight og et nogenlunde fair resultat.
Nu skal Vanløse 1 dog have æg i sidste for at ØBRO 2 skal have chancen for oprykning…