Odysseus 4 – ØBRO 4

dsu_logo

Af Lars-Emil Nielsen

Udekampen mod Odysseus 4 var 4.-holdets debut som hold, og den forløb så herligt, at en sejr på 3-1 bestemt var velfortjent. Holdlederen forventer en god sæson, og ærger sig allerede over, at vi ikke kan rykke op. Der er meget potentiale i drengene.

4.-holdet er desuden et demokratisk-anarkistisk hold, hvor enhver har mulighed for selv at udlægge sin egen tekst eller parti.

Det har Niels-Erik (niller) på 1.-brættet så ikke benyttet sig af, men man kan konstatere, at han relativt hurtigt fik guffet en springer efter upræcis grådighed fra sort, der iø. måtte døje med manglende kongesikkerhed (hvor var PET?), hvorefter en hurtig og sikker sejr var i hus. Nillers kommentar efter partiet var i retning af, at hans modstander manglende tålmod, hvilket jo er en dyd – også i skak.

På 2.-brættet flaskede jeg (Lars-Emil) mig en arbejdssejr hjem, der dels tog sin tid, og dels viste, at man ikke skal undervurdere et frit løberpar. Min modstander kastede mig ud i noget engelsk, hvilket absolut ikke er min hjemmebane, men med snusfornuft kan man komme godt ud af meget. Det lykkedes at få erobret initiativet (efter et par overflødige bondetræk fra min modstander), og derfra var det blot et spørgsmål om at udnytte svagheder: et svagt hvidt centrum og en sårbar konge.

På 3.-brættet noterer Andreas, der træk stikket hjem med hvid, følgende:
“Partiet forløb i en variation af indisk (1. d4 Nf6 2. c4 d6 3. Nc3 g6
4. Nf3 Bg7 5. Bg5 Bg4 6. e3 0-0 7. 0-0 Bxf3?) Efter den
tvivlsomme afbytning måtte sort døje med en bondestorm på kongefløjen
med vindstød af orkanstyrke som endte i en vunden stilling for hvid.”

Mathias, der måtte strække skjold på 4. bræt, skriver:
“Det var et hollandsk parti hvor jeg som sort gik efter en leningrad stilling. Partiet forløb voldsomt med bondefremstød på kongefløjen og ofring af bønder på dronningefløjen, men i dette parti var skjoldet mægtigere end køllen og min modstander fik lukket ned for angrebet. Vi nåede derfor ud i et slutspil hvor han grundet mine bondeofre havde en klart vunden stilling, og jeg måtte opgive.”

Alle partierne kan iø. ses her, hvor Odysseus så venligt har offentliggjort dem, – hvis det skulle have interesse. Det kan desuden noteres, at 4.-holdet holdt sig fra at drikke for mange af de billige øl til 6. kr, hvilket holdlederen mener er udtryk for for tidlig modenhed.