Af Søren Bech Hansen
Skakforeningen ØBRO bor på adressen Rosenvængets Alle 31, 2100 København Ø, og det har vi gjort siden 1971, hvor vi købte vores nuværende lokaler. ØBRO har gennem sin eksistens boet på en cafe, i et folkekøkken, i privaten og meget andet godt, og der har som i alle livets sammenhænge været gode og mindre gode år. Der er grund til stolthed over ØBRO’s historie, hvor en lang række dygtige folk gennem årene har udført umådeligt meget frivilligt arbejde for at skabe turneringsaktiviteter og sociale aktiviteter – liv i klubben og et godt økonomisk fundament for klubben. Af alle de mange dygtige ledere skylder vi Gerda Andreasen en særlig tak. Gerda var med til at stifte klubben i 1936 og frem til sin død Juledag 1996 var hun i arbejde for klubben. En fænomenal indsats gennem 60 år af et elskeligt, dygtigt og beskedent menneske. Da jeg den 10. december 1996 sidste gang besøgte Gerda og udtrykte min dybeste respekt og tak for hendes arbejde gennem et langt og godt liv, sagde hun to ting, der stadig står fast prentet i min bevidsthed. Hun sagde “Det er godt, I har været tilfredse”, og “Nu får jeg det snart godt”. ØBRO holdt Gerda’s 75-års og 80-års fødselsdage, begge på dagen i klubbens lokaler, og i klubben hænger der billeder på væggen fra 80-års festen.
Det hele begyndte for længe siden.
I 1930erne havde man i Dansk Arbejder Skak Forbund en herlig ekspanderende adfærd. Man ville blandt andet have arbejderskakklubber i så mange bydele af København som muligt, og så ville man kun have ganske lidt at gøre med de noble, cigarrygende herrer i klubberne under Dansk Skak Union. Der var en god bid “os” og “dem” over det – helt i tråd med tidens klassekamp.
I 1936 kom turen til Østerbro, hvor man også ville forsøge at danne en klub, “hvor Bydelens Arbejdere kunne samles for sammen at dyrke deres skaklige Interesser”. Daværende forbundssekretær i Dansk Arbejder Skak Forbund, Arnold Skaade, meddelte i “SOCIAL-DEMOKRATEN” at der ville blive dannet en arbejderskakklub med spillested i forsamlingsbygningen i Koldinggade. Den første aften mødte kun to spillere, den følgende uge blev det til fire, men ved månedens udgang havde man 8 spillere, og en stiftende generalforsamling blev afholdt den 29. september 1936, hvor den første bestyrelse blev valgt. Arnold Skaade tog selv formandsposten med Saaby som næstformand. Blandt de øvrige bestyrelsesmedlemmer lægger man mærke til, at Robert Andreasen valgtes til sekretær, og at Frøken Gerda Frederiksen tog kassererposten – de fandt kort efter hinanden.
Den gang hed klubben Østerbro Arbejder Skakklub, og selv om al begyndelse er svær, gjorde de gode og stædigt kæmpende kræfter i klubben, at det støt og roligt gik fremad. Man var aktive, og til eksempel kan nævnes et godt propagandaarrangement i 1938 havde 164 (!) spillende deltagere, gav fire nye medlemmer og hele 10 kroner i overskud til klubkassen. Klubbens medlemstal var da steget til 30, og man gav lokalerne skylden for, at det ikke gik hurtigere frem. Problematikken med at finde de rigtige lokaler indebar i de tidlige år mange flytninger og blev først endeligt og godt løst meget senere med de lokaler, vi har den dag i dag.
Krigsårene var selvsagt drøje, og tidlig lukketid, spærretid og undtagelsestilstand gjorde det ikke let at afvikle turneringer. Ved krigens afslutning i 1945 var klubbens medlemstal dog vokset til 95, og man tog den væsentlige og bekostelige beslutning at etablere et klubblad, der har eksisteret lige siden og som er stærkt medvirkende til, at klubbens historie er veldokumenteret.
Ved 10 års jubilæet i 1946 står der at læse i klubbladet ”Med stærk Tro på vor Klubs Fremtid udtaler vi Haabet og Ønsket om, at der altid blandt Klubbens Medlemmer maa være Mænd, der er parate til at gøre en aktiv indsats for ØSTERBRO ARBEJDER SKAKKLUB”. En stærk udmelding, der vidner om den idealistiske ånd, der bar klubben frem.
I årene, der fulgte, var klubben etableret og generelt organisatorisk velfunderet. Det sociale var i højsædet, og man havde en række forskellige aktiviteter, man normalt ikke ville tiltænke en skakklub. Det var vigtigt for klubben, at fruerne også var i berøring med klublivet, og festerne i klubben var ganske livlige. Det var jo en arbejderklub og ikke stivstikkerne fra Dansk Skak Union. I slutningen af 1940erne var fælles kaffebord, ”Hvem ved Hvad” konkurrence, klubsang, pakkeauktion og sæsonafslutningsfest gængse ting. Man var nået op på 150 medlemmer, og man havde med drømmen om fremtidige, egne lokaler etableret en lokalefond, ”Hele Klubbens Kælebarn”, der primo 1949 havde en samlet formue på 1.918 kroner og 77 øre. Spillelokalerne i Clara Raphaels Hus, Østerbrogade 85, var ellers ikke dårlige, men man kunne ikke påregne at kunne beholde dem til evig tid.
I 1950erne var klubben fuldvoksen, selvstændig, velfungerende og ikke bange for at gå egne veje. Mange aktiviteter og hensynet til den enkelte var vejen frem, men det kunne også give konflikter. Da man i 1950 begrundet i de høje rejse- og opholdsomkostninger valgte at organisere et alternativt påskestævne i København samtidigt med landsforbundets årlige påskestævne, der den gang skulle løbe af stabelen i Vejle, fik man mange af landsforbundets skakledere imod sig. Klubben var en respekteret ”enfant terrible” – de mange aktiviteter, høje deltagerantal og medlemstal skabte respekt, men det at man ikke altid ville indordne sig kunne skabe strid. Man fortsatte det stærke fokus på sociale aktiviteter med den store fastelavnsfest i 1953 (samme år som Limhamn matcherne startede) som et godt eksempel – hvorfor skulle skakspillerne ikke kunne tage fruerne med til et lystspil efterfulgt af et stort bal til den kendte og populære kapelmester Mogens Clausen’s orkester. Aktivitetsniveauet i klubben var tårnhøjt, såvel turneringsmæssigt som socialt. Man bemærker, at ved juleafslutningen i 1956, hvor 70 deltagere var med, havde man kaffebord, pakkeauktion, et medlem der spillede harmonika, medlemmers børn der optrådte med akrobatik og sang, en række sange af den charmerende Fru Tutta Skælm Hendriksen og afslutningsvis varme pølser og dans. Se det blev Jul med stil – Gerda var i øvrigt formand i de år.
I 1960erne fortsatte det høje aktivitetsniveau i klubben, men det var ikke alt, der var fryd og gammen. Dansk Arbejder Skak Forbund havde det svært, for tiden var løbet fra klassekampen. Der var nogle, der mente, man burde holde fanen højt og forblive i organisationen, mens andre mente, tiden var inde til at melde klubben ud af arbejderskakken og ind i Dansk Skak Union. Det blev der snakket meget om i de år, og der var stærke meninger om sagen. Den 1. juli 1968 tog man konsekvensen. Klubben skiftede navn fra Østerbro Arbejder Skakklub til Skakforeningen ØBRO og meldte sig ind i Dansk Skak Union. Klubbladsredaktør Kaj Aabo Carlsen, der også var formand, valgte som et led i debatten i 1967 i en leder at gøre opmærksom på, at man i klubben anvender tiltaleformen ”Du”. På den stærkt positive side kan det bemærkes, at klubben gennem 1960erne fastholdt et godt forhold til stormester Bent Larsen, der hyppigt gæstede ØBRO og blev kåret til æresmedlem af klubben.
Gennem 1950erne og 1960erne var lokalefonden støt og roligt vokset. Gerda havde lagt 25 øre på kaffen, der røg direkte i lokalefonden, og mange medlemmer havde støttet fonden direkte. Gerda’s hjemmebag til klubaftenerne havde også skæppet godt i kassen. Det var tid til at se sig om efter egne lokaler.
Samtidigt var det høje aktivitetsniveau i starten af 1970erne stadig en kendsgerning – man valgte til eksempel at flytte klubbens forårsturnering til Niels Steensens Gymnasium for at få plads til mere end 200 spillere. Selv om klubbens daværende lokaler i folkekøkkenet, Nordre Frihavnsgade 24, 1. sal, ikke var så ringe endda, var det besværligt at skulle alt op og gemme det væk igen ved hver eneste spilleaften – og man kunne jo ikke disponere frit over lokalerne og bruge dem, når man havde lyst til det. Da det så blev besluttet definitivt at lukke folkekøkkenet med sidste mulige ØBRO spilledag den 17. juni 1971, fik klubben det afgørende puf – noget måtte ske. Med formand Kaj Aabo Carlsen som primus motor købte ØBRO de nuværende lokaler på adressen Rosenvængets Alle 31 og overtog de solide og gode møbler fra det lukkede folkekøkken.
Klubben havde egne lokaler og alt burde have været godt, men det var det ikke helt. Splid hidrørende fra overgangen fra arbejderskakken til Dansk Skak Union samt en stor aldersforskel mellem de gamle og de unge drenge gjorde, at der var en del skænderier på generalforsamlingerne. Det kunne op gennem 1970erne godt være vanskeligt at finde kandidater til bestyrelsen, og medlemstallet aftog en del.
Gerda tog i mangel af andre løsninger en periode som formand og sagde klart, at yngre kræfter i stedet måtte til så hurtigt som muligt. I slutningen af 1970erne, hvor jeg selv blev meldt ind i klubben på initiativ af en retsbetjent Kaj Aabo Carlsen, der bemærkede at anklageren havde en skakinteresseret søn, blev Jens Emborg formand, og så blev der demonstreret nye tider. Emborg sagde udtrykkeligt, at ØBRO skulle køres som en forretning, og gennem sponsorsøgning og et tårnhøjt aktivitetsniveau lykkedes det at løfte medlemstallet meget voldsomt på bare et par år. Det var imidlertid let for unge, moderne kræfter at køre træt i klubben, for de nye toner faldt ikke i alles smag, og allerede i 1981 gik Emborg af.
Jeg startede i klubben i marts 1979, hvor en formand Emborg i jakkesæt på bedste vis tog imod mine forældre i forlokalet. Det virkede som et godt sted at sende sit barn hen, der var mange børn, der var juniorundervisning ved Thomas Holm, og selv om man kunne skære i luften grundet tobaksrøgen, var det ikke den gang noget, der skræmte forældre væk. Jeg fattede meget tidligt interesse for det organisatoriske arbejde, hvilket Emborg omgående bemærkede, og som 14-årig i 1981 var jeg assisterende turneringsleder ved det uofficielle Østerbromesterskab for ikke-klubspillere, der efter solid Emborg reklame i alle tænkelige lokale medier løb af stabelen i Østerbrohuset i Århusgade med 60 deltagere.
Det gav 7 nye medlemmer og gjorde mig til afhængig af organisatorisk arbejde. Stemningen i klubben i starten af 1980erne var intens, der blev spillet turneringer, der blev røget cigarer, og der blev spillet masser af lynskak. Alexander Spektor og Villy Karl Andersen var altid villige til at spille lyn med en ung knægt, og man kunne hjemme med et bredt smil fortælle, at gamle blomsterhandler Villy Karl også på den seneste klubaften havde sagt ”Ti stille eller jeg vapper Dem en”. Familien Doucha stod i køkkenet, og valgte man at købe en af Papa Doucha’s (tidligere dobbelt tjekkisk mester i fribrydning) hjemmelavede krydrede pølser, var det ikke nødvendigt med andet fødeindtag i en rum tid. Mama Doucha’s faste og klart kommunikerede budskab, ”Sidste chance”, var også fast ritual – det sagde hun hver klubaften, inden hun lukkede baren. De gode mænd i det organisatoriske arbejde i de år var i særdeleshed Klaus Hansen og Hans Jørgen Lassen. De stod sammen for et fremragende klubblad, Klaus tog ind i mellem formandsposten, når der var behov for det, og de hyggede sig. Hyggelige, dejlige mennesker uden lyst til unødig konflikt. Da tiden for ØBROs 50 års jubilæum nærmede sig, var klubben imidlertid atter inde i et dødvande. En på alle måder gammel bestyrelse ville ikke låne penge og aktivere sig ud af krisen og det stærkt aftagende medlemstal.
Hvis ikke der var sket noget, kunne klubbens eksistens have været i fare. Resultatet blev, at man i 1986 kuppede en stort set intetanende bestyrelse – kun daværende formand Jan Sjøstrøm var med på ”spøgen”. Jan kunne se nødvendigheden af initiativet og tog ved generalforsamlingen kassererposten, som han imidlertid kun beholdt i meget kort tid. Hans Jørgen Lassen blev formand og præsenterede forsamlingen for en pakkeløsning – man skulle vælge ham og alle hans mænd eller også skulle man ikke vælge ham. Den nye bestyrelse kom til at bestå af Hans Jørgen Lassen, Klaus Hansen, Niels Gudbergsen, Jan Sjøstrøm og Søren Bech Hansen. Sjøstrøm blev hurtigt efter afløst af Karsten Engsager på kassererposten, der hurtigt viste sig at være en helt fantastisk god og positiv arbejdskraft. Bestyrelsen lånte fluks 60.000 kroner, kastede sig ud i arrangementet af en flot 50 års jubilæumsturnering og var atter på en god kurs. I de følgende år var der mange medlemmer, der lavede noget, og vi kunne i tiden fra 1988, hvor jeg selv blev formand, arbejde med et meget højt aktivitetsniveau. Vi havde fået smag for at arrangere internationale turneringer med udvekslingsprogrammer, så vi kunne sende ØBROere udenlands til turneringer i blandt andet Polen og Bulgarien. Medlemstallet havde det godt, og vores mange, mange turneringer gav pænt med penge i kassen.
I starten af 1990erne holdt ØBRO stilen. Masser af turneringer og masser af aktivister. En af de vigtigste ting overhovedet var, at Claus Ejner Mikkelsen udviklede det fremragende DOS program Chess Tournament Administration, der gjorde afviklingen af turneringer langt, langt nemmere. Det program bruger vi den dag i dag, og det har fortsat ikke sin lige. I 1992 startede vi på forslag af IM Bjarke Kristensen (nu Bjarke Sahl) turneringen ØBRO Nytår, der har kørt lige siden og vel i dag kan betegnes som et flagskib, der trækker mere end 60 deltagere og storsyder af god stemning.
Det så godt ud. Imidlertid ramte en generel afmatning senere i 1990erne foreningslivet og dermed også Skakforeningen ØBRO. Færre medlemmer var involveret i det frivillige arbejde, og de unge mennesker i Danmark havde pludseligt mange flere tilbud. Det blev sværere at fastholde medlemmerne, og introduktionen af tekniske nyskabelser som kabel TV, computere og internet, der blev hver mands eje, gjorde fordybelse og foreningsengagement til lettere umoderne størrelser. ØBROs formand Søren Bech Hansen ville have andre og flere udfordringer og kandiderede til forsamlingens forbløffelse til Dansk Skak Unions formandspost ved delegeretmødet i Ringsted i 1995 – og vandt kampvalget knebent med kun 6 stemmers flertal. De få med indgående kendskab til ØBROs historie i midtfirserne tænkte, at knægten nok havde lært noget den gang i 1986. Ny og udmærket formand blev Ole Østergaard, hvis samarbejde i årene der kom med de senere formænd Lars Møller Larsen og Thomas Vils Pedersen medførte en sikker hånd om klubben. Det var imidlertid nedgangstider for skakken, og det var ikke let at lede klubben, for den frivillige arbejdskraft var decideret svær at få øje på.
Så 00erne startede svært, men som så ofte før i ØBROs historie dukkede der gode folk op, der ikke sådan bare giver op. Christian Sylvester Christensen blev formand, og når bare han havde nogle systematiske folk omkring sig, kunne han skabe begejstring med sine kreative evner og sine helt forrygende evner som underviser. Der skete igen noget, og varen var god.
Så kom fåret til, og det er supergodt, selv om det ikke altid vil klippes.
Søren Møller Hansen har haft formandsposten i en årrække, og i 2011 kan vi iagttage, at medlemstallet igen stiger, at vi har mange unge mennesker, der laver en masse gode ting, og at ØBRO igen har ry for at være der, tingene sker. Vi har en pæn turneringsaktivitet, vores lokaler under kyndigt opsyn af indretnings-ØBRO-arkitekt Nikolai Skousen ser væsentligt pænere ud, og vores juniorafdeling ledet på anarkistisk vis at Martin Reib Petersen, Albert Johannes Mordechai Schultz, Mathias Torp Hansen og Johann Stanislaus er stor og velfungerende.