Afslutningen på ØBRO Nytår og KM er nået!
Først og fremmest vil jeg gerne beklage at der ikke har været kontinuerlige runderapporter her i den sidste del af turneringen, men med både opdateringer til KSU og LIVE-visning har der været nok at se til.
Og så til rapporten:
Der var meget spænding i toppen – IM Allan Stig Rasmussen var kommet flot tilbage, og stod til at møde IM Esben Lund i runde 5. Allan Stig hev hele pointet hjem, og så var der ellers ingen slinger i valsen. Med en hurtig remis i sidste runde formåede Allan Stig at vinde turneringen med 6/7 – tillykke!
KM-titlen skulle også afgøres og her stod Esben Lund med gode kort på hånden. Efter nederlaget mod Allan Stig blev det til et helt point mod IM Simon Bekker-Jensen runden efter, lå kampen om KM mellem Esben og Jacob Aabling-Thomsen. De skulle møde hinanden i sidste runde, og remis var nok for Esben til at sikre sig titlen som Københavnsmester 2008! Stort tillykke herfra!
Og så til de afsluttende titler, uddelt af undertegnede:
Turneringens “stonewall”: IM Allan Stig Rasmussen
På trods af en lidt broget start, må man sige at Allan Stig fortjener denne titel. Allan har vist stor sikkerhed i de sidste runder, og med den afsluttende remis som sikrede turneringssejren, er Allan uden tvivl turneringens “stonewall”
Turneringens “hugorm”: Michael Agermose Nielsen
Michael Agermose beholder denne titel med stil. Michael har uden tvivl været den mest giftige af spillerne i turneringen, med gambitter kastet til højre og venstre. En ægte hugorm!
Turneringens “favorit-dræber”: Carsten John Andersen
Sigfred Haubro formåede at snuppe titlen fra Carsten et par runder, men gik sidenhen selv i stå. Derfor flytter titlen tilbage til Carsten som uden tvivl har haft en formidabel turnering! Carsten har kun mødt højere ratede modtandere og endte på 50%! Det er noget af en præstation som krediteres med et ratingspring på over 100 point og titlen som turneringens “favorit-dræber”.
Turneringens “udlænding”: Mstislav Efimov
Den russiske junior Efimov spillede en flot turnering og endte på 4 point mod udelukkende højere ratede modstandere. Super flot præstation og uden tvivl turneringens udlænding
Turneringens “surprise-junior”: Bjørn Møller Ochsner
Bjørn beholder sin titel, efter nogle afsluttende gode runder, som blev sat på plads af en flot sejr i “bjørne-kampen” over IM Bjørn Brick Claussen i sidste runde. Utrolig flot turnering som lover godt for det fremadstormende junior-talent!
Turneringens “om’er”: FM Per Andreasen
Som favorit i alle runder, følger der også et vist ansvar med. FM Per Andreas nåede i sidste runde lige præcis over de 50%, men ikke en super turnering for landstræneren. Per står desværre som vinder af titlen “turneringens om’er” og mon ikke der skal læses lidt på lektien derhjemme i de kommende måneder?
ØBRO takker MainframeSupport ApS, alle deltagerne, tilskuere og organisatører for en flot og velfungerende turnering.
Vi håber at se lige så mange til næste år – glædeligt nytår!