David Ionovitsch Bronstein 1924-2006

Af Søren Bech Hansen

picture-73

David Bronstein blev født i 1924, samtidig med at verdensskakforbundet FIDE blev stiftet. I de for FIDE meget vanskelige 1990ere, hvor den filipinske mafioso Florencio Campomanes blev afløst på præsidentposten af den russiske oligark Kirsan Iljumzhinov, fortalte Bronstein mig spøgefuldt, at han ikke vidste, om han eller FIDE ville holde længst. Det blev FIDE, der holdt længst, for den 5. december 2006 forlod en af skakkens mest kreative og farverige spillere nogensinde denne verdens 64 felter. Han døde i Minsk, hvor han efterlader sig sin 20 år yngre kone, Isak Boleslavsky´s datter Tatiana Boleslavskaya, der er professor i russisk litteratur og musik ved det lokale universitet. Da parret besøgte mig i 1991, hvor Bronstein spillede med i Østerbro´s jubilæumsturnering, var en af de ting, de fortalte mig, at Bronstein´s svigerfar opfandt kongeindisk. Jeg husker, hvor fundamentalt dette rungede i mit hoved. Det var jo rigtigt.

picture-63

Bronstein spillede i 1951 uafgjort 12-12 med den regerende verdensmester Mikhail Botvinnik. Den forsvarende mester beholdt ved uafgjort sin titel, og Bronstein blev aldrig verdensmester. Systemets mand vandt. Bronstein var sammen med Mikhail Tal – også kalder troldmanden fra Riga – de to spillere, der med fænomenale intuitive ofre kunne henrykke spillere over hele verden. De gjorde skak til kunst og ikke bare matematik. De skabte liv, glød og entusiasme over hele verden.

Da jeg spillede med i forårsfestivalen i Budapest i marts 1989 og i den tid var meget flittig turneringsarrangør i Danmark, lagde jeg selvfølgelig mærke til den lille, ældre herre, der var i konstant bevægelse i turneringssalen og drønede rundt som et flittigt egern blandt de mere end 600 spillere. Jeg spurgte, om jeg måtte stille ham et par spørgsmål og håbede vel ikke på meget mere end et høfligt let afvisende svar. Han kiggede intenst på mig og sagde “You are so young that I trust you!”. En sætning der mere end antydede Bronstein´s problemfyldte liv som jøde gennem årtierne i Sovjetunionen. De kommende dage snakkede vi i mange timer, og jeg var meget glad for, at vores efterfølgende brevkorrespondance mundede ud i, at Bronstein kom til at spille turnering i Danmark to gange.
Første gang – i 1990 – havde jeg en fantastisk dag, hvor jeg hjalp Bronstein med at skaffe viseringer til hans kommende turneringer. Vi besøgte 7 ambassader med vidt forskellige forløb. Hvert eneste sted præsenterede jeg mig høfligt som formand for Danmarks største skakklub og fortalte, jeg havde den store personlighed og levende legende David Bronstein med, og at han havde en turneringsinvitation til pågældende land og ville bede om visum. Den hollandske ambassade spurgte, hvem Bronstein var, og bad os om at komme igen den næste dag. Bronstein lagde sin hånd på min skulder og sagde “Tell them I knew Max Euwe personally”. Ham (Euwe var hollandsk verdensmester i skak 1935-1937) vidste man heller ikke, hvem var, og lige meget hjalp det – vi fik først visum den næste dag. På den norske ambassade kiggede en lille dame skeptisk på mig bag skranken og spurgte: “DEN David Bronstein?”. Da hun så fik øje på den lille mand bag mig stormede hun ud til os, trykkede hans hånd hjerteligt og bad om hans autograf.

En anden hændelse bør nævnes. Bronstein havde ingen sans for penge, som han fandt aldeles uvigtige. Når Bronstein fik en turneringsinvitation, blev han overvældende begejstret for, at nogle ønskede at få besøg af ham, og så glemte han fuldstændigt at forlange omkostningsdækning og honorar. Da det i 1990 gik op for mig, at Bronstein skulle videre til 7 forskellige lande og slet ikke havde råd til at rejse, blev jeg vældig overrasket. Det lykkedes at få en aftale i stand med Malmö´s skakforbund, der ville arrangere en direkte TV transmitteret opvisningsmatch mellem David Bronstein og Jonny Hector, for hvilken Bronstein så ville få et klækkeligt honorar. Dette skabte imidlertid et problem, for Bronstein´s visum til Danmark tillod kun en enkelt indrejse i Danmark, og selv om der næppe ville være kontrol ved Malmö båden, måtte denne risiko elimineres. Jeg glemmer aldrig, da jeg tog Bronstein med ind til Direktoratet for Udlændinge, hvor jeg trak ham direkte forbi en kø med mere end 30 mennesker og op til skranken, hvor jeg bekendtgjorde, jeg havde en aftale, og han fik det ekstra stempel i passet med det samme. “You must have powerful friends” sagde han. Noget sådant var logisk tankegang for en russer, og jeg kunne så fortælle Bronstein, at han havde ret, men at han ikke skulle være bekymret.

picture-83

Jeg blev formand for Dansk Skak Union i 1995 og senere præsident for det nordiske skakforbund. Da jeg tiltrådte i Reykjavik, var Bronstein til stede. Den lille mand drønede rundt og havde travlt med at fortælle alle, der ville høre på det, at han mente, at det at jeg blev præsident ville være “very good for Nordic chess”. Jeg tror absolut ikke mit formandsskab bibragte dansk skak og nordisk skak noget særligt, men den lille mand troede tydeligvis på mig og havde stor tillid til mig. Når jeg kigger tilbage på mine mange år i skakorganisation, der jo stoppede i år 2000, da jeg for IBM blev udstationeret i Boston, er der ingen tvivl om, at oplevelserne med David Bronstein er et af de absolutte lys- og højdepunkter.

Så find bogen om interzoneturneringen i 1953 frem og spil nogle Bronstein partier igennem, tag et godt glas rødvin til og skænk den lille gamle mand en venlig tanke. Og hvis I ikke har bogen, så find et par Bronstein partier på nettet.

For han var en af de helt store.