Mesterrækken: ØBRO 2

ØBRO 2 tabte en kamp – det er ikke sket siden den 7/3 2006 ude mod det daværende tophold Hvidovre 1, dvs. 11 holdkampe i træk uden nederlag og med kun een uafgjort. Sidste år i holdturneringen 2006/2007 vandt ØBRO 2 alle kampene i 1. række, gruppe 2 og året før – 05/06 – i 2. række, gruppe 1 blev det kun til to smalle nederlag på 4,5-3,5 men med oprykning.

Alligevel er det uden skam, at ØBRO 2 måtte ned 4,5-3,5 mod Vestegnen 1, der på papiret er meget stærke.  De stillede med en 2263-mand på førstebrættet, som Nils måtte ned til, en 2118-mand, som fik kølleslag af Andeas Ertbjerg (!), 2000-folk på tredje og fjerde bræt, mesterspillere på femte og sjette bræt, samt et snit på ca. 1850 på syvende og ottende bræt. Bender og Reib måtte indkassere deres første boller, mens Thomine nu har 2/2 og tilsyneladende spiller og scorer bedre, jo højere ratet modstanderen er!? Formand Søren Møller Hansen hiver solide halve på ottendebrættet.

ØBRO 2 skal nok komme igen i næste runde, idet der stadigvæk er masser at spille for! Oprykning er ikke uden for rækkevidde, men det vil alligevel være overraskende, hvis det sker. Målet før sæsonen om at blive i rækken, har bestemt gode muligheder for at blive opfyldt, idet ØBRO 2 ligger nummer fire, fem point fri af bunden og to point efter førerholdet Amager 1. ØBRO 2 har spillet pænt over forventet og kan være tilfredse med sæsonen indtil nu.

Odysseus vandt 5-3 over Vanløse 1, der er bundprop eet point efter Gladsaxe 1.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.