Niels Chr. Schjødt sensationelt ny klubmester

Niels Christian Schjødt er sensationelt den nye klubmester i ØBRO efter 35 års trofast medlemsskab. Udholdenhed betaler sig. Sensationelt fordi Schjødt kun var seeded som nummer 21 ud af de 40 deltagere med mange tidligere klubmestre foran.

Mød Schjødt på mandag den 8/4 kl. 19.30 i klubben, hvor han fortæller om turneringen og efterfølgende giver alle fremmødte mulighed for at få bank af en sand klubmester. Måske nogle af dem med blå mærker dukker op for at få revanche…

Schjødt vandt klubmesterskabet med 7½/9 med et enkelt nederlag undervejs til den nye vice klubmester Niels Skou. I sidste runde spillede Schjødt mod formanden, Christian Sylvester, som også havde mulighed for at tage klubmesterskabet, men kun via en gevinst. Det blev et særdeles underholdende parti med mange taktiske fælder, og Sylvester faldt hårdest, hvilket tillod Schjødt at sætte mat.

På anden-pladsen i kampen om klubmesterskabet kom Niels Skou med 7/9, der som den eneste fik skovlen under Schjødt. Både Schjødt og Skou vandt undervejs over den tidligere mangedobbelte klubmester Søren Bech Hansen, også kaldt Zmof.

I præmiegruppe I (seedning 9-16) tog enkeltmedlem John Holm Nielsen 1.præmie med 6½/9. John førte endda turneringen undervejs. Martin Reib tog 2.præmien med 6/9 efter gevinst i Gambitternes kamp over William Philipsen.

Præmiegruppe II (seedning 17-24) endte med en delt 1-4. plads for Kenneth Dahl fra FS, Arthur Berg fra Odysseus, Svend Hove og Vedant Kumar. De var heldige at være i præmiegruppe med Schjødt, der måtte “nøjes” med hovedpræmien.

Præmiegruppe III (seedning 25-32) bød på en delt 1-3. plads til Jacob Krog, Lars Bronee og Daniel Jarlskov fra Nørrebro. Det var en trøstepræmie for Daniel, der kæmpede 106 hårde træk mod Svend Hove i sidste og længste parti uden noget udbytte.

I præmiegruppe IV (seedning 33-40) delte Kristian Coff og Oleg Dudnyk præmien mellem sig. De havde begge en god turnering og scorede en anselig bunke rating.

Alle resultater kan ses på turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=25153.