Holdskak sæsonen 2018-19

Så har støvet lagt sig efter slagene om oprykning og nedrykning for holdskak sæsonen 2018-19. Status er at 1. holdet suverænt vandt 1. division gruppe 1 med 41½ brætpoint foran Furesø med 30½ brætpoint. Dermed er ØBRO tilbage i Skakligaen!!

Det blev også til oprykning for 4. holdet til 1. række i KSU regi. Her var der til gengæld gået gummiarm i den efter en god start på sæsonen, og 1. pladsen i 2. række måtte overlades til Amager. De øvrige hold klarede skærene og blev i deres rækker. Bedst var ØBRO 3, der scorede 2. pladsen i mesterrækken i KSU, men der var kun een oprykker, og her var Caissa for suveræne.

Holdene spiller i næste sæson i følgende rækker:
1. holdet i Skakligaen!!. Se 1. holdets resultater.
2. holdet i 2. division. Se 2. holdets resultater.
3. holdet i Mesterrækken. Se 3. holdets resultater.
4. holdet i 1. række. Se 4. holdets resultater.
5. holdet i 2. række. Se 5. holdets resultater.
6. holdet i 4. række. Se 6. holdets resultater.

Sæsonens topscorere blev:
Kristian Coff 6½/7!!
Thomas Schou-Moldt 5½/6
Svend Kronborg Kristensen 5½/6
Søren Mourad Petersen 4½/5
Mads Smith Hansen 5/6 (kandidatresultat)
Lars Bronee 5/6
Claus Mikkelsen 5/6
Det skal også nævnes, at Viktor Haarmark, Søren Bech Hansen og Casper Dahl leverede kandidatresultater og dermed er berettiget til at stille op i kandidatklassen til DM sammen med Mads Smith Hansen. Flere reserver leverede toppræstationer. Janus Christensen præsterede 4/5 og William Hørup 2/2 i Divisionsturneringen, Kaasper Rolf Larssen scorede 3/3 og Søren Sønderby 2/2 i KSU holdturneringen.

Kampreferater fra sidste runde:
Det tog Mihai Anghel 11 træk at bringe ØBRO tilbage i Skakligaen. En smuk miniature i Skotsk gambit sikrede definitivt oprykningen.

Der blev absolut ikke fedtspillet af 1. holdet mod nummer 2 i 1. division, Furesø, selv om et point var nok til at sikre oprykningen. Efter lynsejren af Mihai Anghel slog Janus Christensen, Thomas Schou-Moldt, Carsten Simonsen og Mads Smith Hansen hårdt til deres modstandere og dermed var endnu to matchpoint sikret.

Det var lige før det blev småpinligt for de tre tilbageværende ØBRO vikinger, hvis de tabte. Men remis’er til Viktor Haarmark og Casper Dahl sikrede et brætpoint mere. Søren Bech spillede lidt for hårdt på gevinsten og måtte til sidst ned og dermed blev slutresultatet 6-2 til ØBRO over den nærmeste forfølger. Suverænt!!

I 2. division spillede ØBRO 2 deres sidste kamp uden udsigt til hverken op- eller nedrykning. 2. holdet har vist svingende form hele sæsonen og sidste runde blev ingen undtagelse. Efter en sikker 6½-1½ sejr i forrige runde tabte de 5½-2½ til Allerød, der havde hjemmebane. Savnet af det solide 1.bræt Ellen Fredericia var åbenbart for stort. Kun suverænt spillende William Hørup Philipsen hev en sejr hjem, mens Jesper Vej, Thomas Vils og Max Hansen spillede remis.

3. holdet mødte med kun 6 mand, men formåede alligevel at vinde 5½-2½ over Hvidovres 1.hold! Ellen Kakulidis tog en hurtig remis, mens det blev til gevinster for Janus Christensen, William Hørup, Svend Hove, Martin Reib og Søren Møller. Resultatet betød en 2. plads i Mesterrækken, men det rakte desværre ikke til oprykning, hvor kun nummer 1, Caissa rykkede op.

På trods af et gustent 4-4 resultat i sidste runde af KSU holdturneringen lykkedes det 4. holdet at spille sig op i 1. række via en 2.plads. 4. holdet bragte sig ellers i fin stil foran 4-0 mod rækkens svageste hold Tårnby, men så gik der totalt gummiarm i det, og de sidste 4 partier blev tabt. Sejrene stod Mats Lundh, Lars Bronee, Claus Mikkelsen og Svend Kronborg for.

5. holdet kæmpede for at undgå nedrykning, men der var ingen vaklen i geledderne. En smal 4½-3½ sejr over Ishøj 1 sikrede en 5.plads med et matchpoint mere end Musik 1. Det blev til fem remis og to sejre leveret af Morten Maate og Jens Emborg.

6. holdet kunne hverken rykke op eller ned, men der blev vist høj moral med en suveræn 6½-1½ sejr over K41s 3.hold. De seks sejre blev leveret af Oleg Dudnyk, Oliver Gabrielsen, Kristian Coff, Fezan Imran Sarwar, Viktor Høst-Madsen og Kasper Rolf Larssen. Det var det uerfarne holds kun 2. sejr i sæsonen, men sikrede en flot 4.plads i rækken.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.