Der bliver i vanlig ØBRO-stil spillet til i partierne. Anden rundes nok største overraskelse var, at Formand Søren Møller Hansen vandt over PEO – PEO så ellers ud til at stå godt i en accepteret Benko-gambit med garderet fribonde i d-linjen. Redaktør Reib ofrede en bonde og fik sine sorte springere til d3 og f2 mod Lars; 0-1. Forbassen og bibliotekaren fører med 2/2 og skal mødes i tredje runde – der er vist fare for pølseremis. 😉 På 3.-6.-pladsen følger Dick (overbevisende gevinst over John i KI med en springer til e6), Andreas (der til sidst fik gang i den mod Johansen), samt Nils og Ebbe der tog remis i et slutspil, hvor Ebbe havde overtaget, men ikke rigtig kunne komme videre (dog efter at begge parter havde overset et smart sort dronningtræk for Ebbe i træk 15, der ville have vundet et tårn).